Høring fyldte Fællessalen på Christiansborg
Det er både moralsk og praktisk nødvendigt at handle i forhold til religionsfriheden, fastslog Dansk Missionsråds generalsekretær ved gårsdagens høring, som Danmission var initiativtager til.
DEN3. SEPTEMBER
Fællessalen på Christiansborg var fyldt, da Danmission i går stod i spidsen for en høring om menneskerettigheder og religiøse minoriteters vilkår – med udgangspunkt i Pakistan.
Jonas Adelin Jørgensen fra Dansk Missionsråd (DMR) indledte med at fastslå, at det er både moralsk og praktisk nødvendigt at handle i forhold til krænkelse af religionsfriheden. Moralsk, fordi vi ikke kan sidde overhørig, når religiøse minoriteter behandles så brutalt, som det er tilfældet i dag. Praktisk, fordi overgreb på minoriteter fører til store flygtningestrømme, som vi aktuelt oplever det også i Europa, og som kræver politisk handling. ”Regeringen og organisationerne skal reagere NU,” sagde generalsekretæren for DMR, som var medarrangør sammen med Folkekirkens Mellemkirkelige Råd og Institut for Menneskerettigheder.
Yildiz Akdogan fra Socialdemokraterne slog da også i sin velkomst fast, at emnet er meget vigtigt at forholde sig til: ”Derfor tøvede jeg ikke, da Danmission bad mig være vært ved høringen.”
Men ellers glimrede politikerne ved deres fravær. Kun Socialdemokraterne, Enhedslisten og Alternativet lagde vejen forbi, mens man ikke kunne få øje på regeringen, som ellers for første gang har fået skrevet religiøse minoriteter og forfølgelse af kristne ind i et regeringsgrundlag.
Personlige historier fra Pakistan
Høringen havde Pakistan som eksempel. Danmissions generalsekretær, Mogens Kjær, fortalte om vores mangeårige engagement i Pakistan, hvor vi støtter Pakistans Kirke. Herefter fortalte to herboende pakistanere – den ene kristen, den anden fra et muslimsk mindretal – lidt om den diskrimination og forfølgelse, de havde været udsat for i Pakistan.
Som biskop Humphrey Safaraz Peters fra Peshawar Stift i Pakistan opsummerede: “Ekstremisme og militarisme vokser fra dag til dag i Pakistan, og vi kristne kommer i skudlinjen. Langt de fleste kristne lever i frygt. Nogle gange er det, som om vi er flygtninge eller slaver i vores eget land. Vores kirker bliver sat i brand, kristne brændes levende, vi bliver udsat for falske anklager om blasfemi osv.”
Som Rushy Rashid, der var ordstyrer på høringen, sagde, da hun præsenterede biskoppen: ”Hvis der er politikere til stede i salen, så er det nu, I skal tage pennen frem og høre godt efter, hvad I kan gøre for de forfulgte kristne og andre minoriteter.”
Biskop Peters foreslog bla., at de danske politikere:
• Argumenterer for menneskerettigheder – herunder religionsfrihed.
• Sikrer at hjælp fra Danmark og EU også kommer de marginaliserede grupper til gode.
• Hjælper med at uddanne kristne, som i dag ofte varetager de absolut dårligste job som fx lokumstømmere.
• Støtter dialogprojekter, som opbygger gensidig tillid.
Regeringen bør få en strategi
Marie Juul Petersen fra Institut for Menneskerettigheder fulgte op og påpegede, at Danmark bør skele til bl.a. USA og Holland, hvor kampen for religionsfrihed prioriteres langt højere. Og så er det på tide, at vi herhjemme får udarbejdet en strategi, som vi kan bygge konkret handling på.
Så vejen kan synes lang vej, men som Yildiz Akdogan sagde i sin afsluttende bemærkning: ”En høring som denne er en start.”
FAKTA
I 64 af verdens 198 stater er religionsfriheden ikke-eksisterende eller i hvert fald stærkt begrænset. Samtidig er religiøse konflikter og konflikter om religion i stigende grad en del af virkeligheden ikke mindst i Mellemøsten, men også i det meste af den øvrige verden. Helt aktuelt og blodigt oplever vi konsekvenserne i Syrien, men også et sted som Nordirak og Pakistan er der religiøse spændinger og sammenstød.
Den danske regering har for første gang i et regeringsgrundlag specifikt nævnt religiøse mindretal som fokusområde. Men hvordan omsættes skrevne ord til handling, som hjælper de diskriminerede eller forfulgte.
Bag høringen stod Danmission i samarbejde med Folkekirkens mellemkirkelige råd, Dansk Missionsråd og Institut for Menneskerettigheder
Læs mere om Danmissions arbejde i Pakistan – klik her
Palæstina genlyder af skriget fra Auschwitz - Eran Efrati
Læs afskrift af foredraget på dansk her:
Unge israelere akklimatiseres fra barnsben til et liv som undertrykkere og besættere i et Israel hvor censuren er gennemgribende men forklædt som fri tale. Palæstinensere er forsøgsdyr for den israelske våbenindustri og USAs politi trænes flittigt af Israel i disciplinen 'Crowd-control'. Eran Efrati var hele turen igennem, men den dag han genkendte sin Auschwitz-overlevende mormors natlige angstskrig på Vestbredden ændrede alt sig for ham.